Fedmemedicin ændrer ikke på, om vi komme til at leve sundere og bedre

Risikofaktor. Fedmemedicin løser ikke årsagerne til overvægt, men giver en anstændig behandling til dem, som har svær overvægt – problemet skal løses et andet sted, siger fedmeforsker. 

Af Sofie Amalie Skousen

Den nye fedmemedicin Wegovy fra Novo Nordisk er netop blevet lanceret i Danmark (Foto: Novo Nordisk, pressefoto)

En ugentlig injektion med stoffet semaglutid er del af ny vægttabsbehandling fra Novo Nordisk. Lægemidlet Wegovy har for nylig ramt det danske marked, efter det blev lanceret i USA forrige år. 

Behandlingen er godkendt til personer, med et BMI over 30, der per definition har svær overvægt eller et BMI over 27 samt én følgesygdom til overvægten. Ifølge Sundhedsstyrelsens nationale sundhedsprofil fra 2022 er 18,5 procent af danskerne svært overvægtige – og antallet vokser. Flere danskere kan nu komme i betragtning til at påbegynde behandlingen.

Wegovy virker ved at reducere appetitten og øge fornemmelsen af mæthed, så madindtaget bliver mindre og man taber sig. Det kan give et vægttab på i gennemsnit 17 procent af udgangsvægten, fortæller Jens Meldgaard Bruun, der er professor og overlæge på Steno Diabetes Center Aarhus og Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, samt lægefaglig leder på Nationalt Center for Overvægt på Aarhus Universitetshospital. 

»Det er et betydende vægttab. Hvis det virker og vægttabene er relevante, og bivirkningsprofilen er acceptabel, vil jeg snakke med de personer, som ønsker medicinsk behandling,« siger han. 

Nok kan Wegovy lette vejen til et vægttab, men det kræver også, at lægemidlet bliver ordineret sammen med almindelige livsstilomlægninger. Jens Meldgaard Bruun medgiver, at fedmemedicinen ikke ændrer på årsagerne til udviklingen mod overvægt. Han mener, at man skal betragte overvægt som en risikofaktor. 

»Med overvægt som risikofaktor, har vi som samfund et ansvar for at identificere de personer, som har risikofaktoren, og finde ud af om det er noget, der er betydende for deres sundhed og potentielt også livslængde, og så tilbyde behandling. Det kan være de simple ændringer i livsstil, medicinsk behandling eller kirurgisk behandling,« fortæller han. 

Wegovy er en hjælp til personer, der har svær overvægt. 

»Lige nu har vi livsstilsinterventioner og medicinsk behandling, som faktisk ikke virker særligt godt, og så har vi kirurgi. Det vil være fornuftigt at putte den her behandling ind før kirurgi.«

Vi vælger, hvordan vi placerer generne i samfundet

På Nationalt Center for Overvægt er der enighed om, at Wegovy ikke alene kan løse den komplekse tilstand overvægt. Antropolog og Ph.d. Pernille Andreassen, mener ikke, at det er så simpelt, at den nye medicin kommer på markedet og med sig skaber forandring.  

»At vi i vores samfundet stadig har et syn på, at svær overvægt er individets eget ansvar. Det er spændende om medicinen kommer til at ændre på det,« siger Pernille Andreassen. 

»Jeg mener, at vi skal gøre nogle ting samfundsmæssigt for, at vi kommer til at leve sundere og på den måde også leve bedre,« tilføjer Jens Meldgaard Bruun. 

De ser begge muligheder på det sociale og strukturelle område i at mindske lidt af den udvikling vi har fra normalvægt til overvægt. 

Overvægt er en kombination af mange forskellige faktorer. Ifølge fedmeforsker Jens Meldgaard Bruun, er overvægt en kombination af genetisk sammensætning hos et individ, og så det samfund som individet med den genpulje lever i. 

»Vi vælger ikke selv den genetiske pulje vi kommer fra, men vi vælger, hvordan vi placerer generne i det her samfund. Der er nogle, som har mere uddannelsesmæssigt og økonomisk overskud til at forsøge at tøjle de her gener,« fortæller han.