Myte. Det virker simpelt: spis mindre, bevæg dig mere. Men faktisk kan over 50 års fedmeforskning ikke forklare, hvorfor halvdelen af Danmarks befolkning er overvægtige – og hvorfor tallet kun er stigende. Vi har talt med to fedmeforskere og en historiker, der afliver tre myter om fedme.
Af: Zelina Ozol
Vi ved, at 53 procent af danskerne er overvægtige.
Men vi ved ikke hvorfor.
Der er mange bud på, hvorfor vi bliver tykkere, og derfor også mange bud på, hvordan vi løser problemet. Det forklarer fedmeforsker på Københavns Universitet, Jens Lund:
”Det er lidt lettere med lungekræft og rygning, hvor man har overbevisende evidens for, at det er tobaksrygning der er problemet. Vi har ikke rigtigt på samme måde, the smoking gun i fedmeforskningen.”
Vi ved, at det ikke kun er danskerne, der er blevet tykkere, men at tendensen er global. Størstedelen af verdens befolkning lever i lande, hvor flere dør af overvægt end af undervægt, det skriver WHO i en rapport fra 2021.
Netop spørgsmålet om hvorfor fedmen spreder sig, er dét fedmeforskere grubler over på verdensplan. Et fænomen, der bliver betegnet som fedmeepidemien.
Vi lever i et samfund, der gør os tykke
Engang arbejdede vi på marken og havde meget lidt mad til rådighed. Nu sidder vi stille stort set hele dagen, vi har biler, og så har vi rig mulighed for at spise fastfood, mættet fedt og sukker.
Dette er en anerkendt teori: vi lever i et fedmefremmende samfund, som lægger op til at vi spiser mere og bevæger os mindre.
Men så enkelt er det ikke, forklarer professor emeritus i genetisk og metabolisk epidemiologi, Thorkild I.A. Sørensen, som har forsket i fedme i over 50 år: ”Hvis man skal lede efter en årsag til noget, så må man jo se på det, før det sker.”
Allerede i 1970’erne fandt Thorkild I.A. Sørensen og hans kollega, Stig Sonne-Holm frem til, at fedmeepidemien startede lang tid før fastfood og stilsiddende arbejde. Data fra Danmark i tiden omkring Anden Verdenskrig viser, at allerede dengang, blev folk tykkere.
De første tegn på fedmeepidemien er altså startet langt tidligere, end andre lande har kunne konstatere det.
”Hvad er det i virkeligheden for noget, der har ændret sig i samfundet, som fører til, at flere og flere bevæger sig over grænsen og bliver overvægtige?”, spørger Thorkild I.A. Sørensen.
Nogle af hans studier peger på, at man skal helt tilbage til før befrugtningen, og se på de kommende forældres stressniveau.
Andre af hans studier peger på, hvordan modermælken påvirker spædbørnene til at udvikle fedme senere i livet.
Thorkild I.A. Sørensen påpeger dog, at vi også bliver nødt til at se på dem, der ikke er overvægtige: ”Til trods for, at vi lever i et fedmefremmende samfund, er det en meget vigtig pointe at holde fast i, at selvom der bliver flere og flere tykke, så er mange jo stadig ikke ramt af det.”.
Vi ved ikke, hvorfor nogle bliver tykke af at leve i det fedmefremmende samfund – og andre ikke bliver det.
Du spiser for meget og bevæger dig for lidt
76 procent af danskerne tror, at overvægt er selvforskyldt.
Men det er slet ikke rigtigt, forklarer Thorkild I.A. Sørensen:
”Der er mange, der misforstår. De siger: jeg kan jo se, at du spiser for meget, måske det er derfor, du er blevet tyk. Men den argumentation holder ingen steder. Fordi selv når man er blevet tyk og ikke stiger mere i vægt, så skal man stadig spise mere.”
Det skyldes at der skal mere til at holde den forstørrede krop kørende. Fedtet bruger ikke energi, men det gør organerne, knoglerne og musklerne, som også er blevet større samtidig med fedmen har udviklet sig.
Jens Lund arbejder ud fra samme præmisser, og uddyber her, at den manglende bevægelse heller ikke gør, at vi udvikler fedme:
”Der er lavet studier, der sammenligner stammefolk, som er meget fysisk aktive, med folk i den vestlige verden. Resultatet er, at de to grupper forbrænder lige meget. Den fysiske inaktivitet er et problem for vores generelle sundhed, men det er ikke det, der er den primære forklaring på, hvorfor vi bliver tykkere.”
I gamle dage var det en god ting at være tyk
Historiker og ph.d. Anne Katrine Klebjerg Hansen har forsket i lægernes syn på fedme i 1700- og 1800-tallets Danmark:
”Fedme har betydet mange forskellige ting gennem tiden. Én ting er dog fælles: man har altid kunne være for tyk, og det var ikke en god ting.”
I 1700-tallet blev overdreven tykhed forstået som en ubalance, og derfor en sygdom, men i løbet af 1800-tallet blev det ikke set som en sygdom at have for meget fedtvæv. Måden vi forstår tykhed, siger meget om, hvad vi skal gøre ved det:
”Hvis det slet ikke er en sygdom, så kan du ikke rigtig gå til lægen med det. Så vil lægen bare sige, at det er synd for dig.”
I WHO’s rapport der introducerede fedmeepidimien som globalt sundhedsproblem fra 1997, starter fortællingen med sætningen: ”Throughout most of human history, weight gain and fat storage have been viewed as signs of health and prosperity.”
En fortælling om, at i gamle dage var det godt at være tyk.
”Som historiker, vil jeg gerne vide noget om fortiden. Og der kan du ikke bruge fortællingen til særligt meget. Men hvis du gerne vil vide noget om nutiden, så er det interessant at se på, hvad sådan et narrativ gør.”
Selve fortællingen er med til at skabe en historisk sammenhæng med nutidens problem.
WHO ender ud med at konkludere, at den bærende løsning til fedmeepidemien er, at du, som individ, skal være i kalorieunderskud og motionere. Men Thorkild IA Sørensen afviser at det er en løsning. Man kan kortvarigt tvinge vægten ned, men den kommer uvægerligt op igen hos stort set alle.
”Det er jo interessant, at WHO starter med det her historiske narrativ om, hvordan tykhed er en civilisationssygdom; at det er et strukturelt problem – og så ender kuren med at være individuel.”, bemærker Anne Katrine Klebjerg Hansen.